« læger.dk
Web-tv  |   Kontakt  |   Presse  |   Abonnér  |   BMJ Learning  |   Links  |   Hjælp   english version
Ugeskrift for Læger

Avanceret søgning »
Abonner på Ugeskriftets Nyhedsbrev
Ugeskriftet og Psykiatrien
Hvad laver lægen
Rejsebreve


Ugeskr Læger 2001;163(1):84

Gammel lov fra 1930, som kan hindre lægerne i at sikre deres familier via enkepensionen

læserbrev

Engang var der en der skrev til Jeres tidligere kollega, Klaus Erik Friis Andersen, som døde af kræft den 7.9.2000:

»Din vilje til forbedring ­ forandring er beundringsværdig. En flegmatiker som mig kan kun tabe underkæben«.

Og han var netop en utrolig dejlig mand, der søgte at løse alle uretfærdigheder ­ og blev ved til retfærdigheden skete fyldest. Døden hindrede ham i at løse sit sidste problem, derfor vil jeg fortsætte hans kamp.

Klaus's sidste år var præget af fred og kærlighed, trods det at han vidste, han snart skulle dø. Han var ked af at skulle forlade os ­ men glad for, at hans pensionsordning var så god, at han kunne sikre sine tre mindreårige børn og jeg, hans hustru, en fremtid, hvor vi økonomisk ville være i stand til at klare os.

Dette gav ham ro, indtil en måneds tid før hans død, da han via en advokat bliver klar over, at en gammel lov fra 1930 giver hans tidligere hustru ret til at kræve over halvdelen af enkepensionen, og det selvom deres samliv ophørte for 16 år siden.

Loven giver hende retten, fordi Klaus stadig stod til bidragspligt i skilsmissepapirerne, og fordi hun har valgt at leve papirløst med sin nuværende mand gennem ti år. Havde hun giftet sig, var enkepensionsretten nemlig afskrevet automatisk.

Der er mange læger der bliver skilt, mange læger der står til bidragspligt og igen mange ekshustruer der vælger at leve papirløst i deres nye forhold. Ergo vil der være læger som forgæves betaler til deres pensionsordning, hvis de er i den tro, at den skal sikre deres nuværende familie.

I 1930 var det måske på sin plads at sikre ekshustruen på denne måde, da hun dengang måske ikke kunne forsørge sig selv. Ydermere ville hun dengang nok også gifte sig, hvis hun indgik i et nyt forhold, og dermed blev enkepensionsretten ikke til et problem.

Men man må sige, at i dag er denne lov ikke længere relevant, og man burde måske tænke på at gøre den mere tidssvarende. Dvs. at papirløst samliv bør gælde på lige fod med ægteskab.

Jeg skriver dette til jer, ikke blot for at bekæmpe uretfærdighed, men også for at I ikke skal komme i samme situation som os. I kan måske nå at lave loven om i tide.

Ringkøbing
Helle Andersen
Fysioterapeutstuderende

Svar:

Lægernes Pensionskasse vil gerne kommentere indlægget fra Helle Andersen, idet indlægget på en meget vedkommende måde gør rede for nogle af de konsekvenser, som den gamle Lov om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse fra 1941 kan medføre.

Der har efterhånden i flere år været et udvalgsarbejde i gang, hvor ministerier og forskellige interesseorganisationer er repræsenteret. Udvalget skal blandt andet komme med forslag til, hvorledes den gamle enkepensionslov kan moderniseres.

Dette arbejde forventes tidligst tilendebragt medio 2001. Indtil loven er blevet moderniseret, kan pensionskassen kun opfordre til, at man ved skilsmisse nøje overvejer også de pensionsmæssige konsekvenser af de vilkår, der aftales om bidragspligt over for den fraskilte ægtefælle.

Lægernes Pensionskasse



UGESKRIFT FOR LÆGER
Ugeskriftet betinger sig ret til at opbevare og publicere artikler (tekst og illustrationer) også i elektronisk form, fx via cd-rom og Internettet.
Eftertryk eller anden mangfoldiggørelse af Ugeskriftets tekst og illustrationer er kun tilladt med skriftlig tilladelse fra forfatter og redaktion og anførelse af Ugeskrift for Læger som kilde.
Gengivelse af informationer eller citater fra Ugeskriftet må tidligst offentliggøres på datoen (mandage) for det pågældende nummers udgivelse og med angivelse af Ugeskrift for Læger som kilde.