Vi ønskede at foretage en opfølgende undersøgelse af forløbet for disse 27 unge mænd 15-20 år efter mentalobservationen og den efterfølgende dom: Hvor mange udviklede senere en egentlig psykiatrisk lidelse? Og var der nogen kriminalitetsforebyggende effekt af særforanstaltning frem for straf? Endvidere ville vi undersøge, hvorvidt det var muligt at påvise nogen prognostisk gunstige eller ugunstige forhold i relation til senere kriminel adfærd. Endelig håbede vi, på denne baggrund, at kunne anbefale egnede behandlingstiltag for gruppen af svært kriminelle unge.

Materiale og metoder
Efterundersøgelsen var retrospektiv og registerbaseret og omhandlede de 27 15-17-årige, som i årene 1977 til 1982 blev mentalobserveret ved Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik i København. Følgende registeroplysninger blev indhentet: 1) Oplysninger vedrørende psykiatriske indlæggelser fra det psykiatriske centralregister, afdeling for psykiatrisk demografi i Risskov, 2) Oplysninger om kriminalitet fra Kriminalregisteret og 3) Oplysninger om dødsårsager fra Dødsårsagsregisteret.
Forskelle mellem grupper blev ­ på grund af det lille antal undersøgte ­ vurderet med non-parametriske test.
Undersøgelsen er godkendt af De Videnskabsetiske Komitéer ved Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Resultater
Ifølge Dødsårsagsregisteret var seks (22%) af de 27 mentalobserverede mænd døde på opgørelsestidspunktet i 1997. De pågældende var mellem 24 og 33 år gamle på dødstidspunktet.

To var døde af forgiftning med alkohol og medicin, én var død af en overdosis heroin, én døde af fulminant hepatitis, og én døde af pneumoni efter mere end et års ophold på en institution for multitraumatiserede respiratorpatienter. Endelig var én død i udlandet ­ dødsårsag ukendt.
Af epikriser fra det psykiatriske centralregister fremgår, at fem (19%) af de 27 observander senere blev indlagt på et psykiatrisk hospital under diagnoserne toksisk psykose (n=1) karakterafvigelse/misbrug (n=1) og skizofreni (n=3). Retspsykiatrisk klinik havde oprindeligt anbefalet en dom til psykiatrisk behandling i fire af disse fem tilfælde og inddragelse under bistandslovens bestemmelser for børn og unge i det sidste tilfælde. Retten havde dømt tre af de unge til psykiatrisk behandling, og to blev idømt fængselsstraffe. Den ene af disse to var en 15-årig dreng sigtet for vold og diagnostisk vurderet som muligt skizofren. Klinikken anbefalede en dom til psykiatrisk behandling, og dette blev tiltrådt af Retslægerådet. At der alligevel blev afsagt en dom på fængsel i et år, kunne skyldes, at den pågældende havde hele 41 tidligere domme for berigelseskriminalitet. Han begik fornyet kriminalitet efter afsoning af fængselsstraffen og blev så dømt til psykiatrisk behandling, idet han nu fandtes lidende af hebefren skizofreni.
Oplysninger fra Kriminalregisteret omfatter kun de 21 overlevende, idet oplysningerne slettes, når personen dør. Den sigtelse, der oprindeligt medførte mentalundersøgelse, var frafaldet hos en af de unge, og han havde ingen senere kriminalitet (se Fig. 1 [se UFL 163/1, p. 30, 1. januar 2001]).
Blandt de resterende 20 havde 18 (90%) begået fornyet kriminalitet, som omfattede i alt 831 kriminelle forhold, hvilket giver et gennemsnit på 45 og en medianværdi på 14,5 forhold (1-196). De unges senere kriminalitet omfattede en bred vifte af kriminalitetstyper og var uafhængig af, hvad de oprindeligt var blevet dømt for. Den eneste undtagelse var sædelighedsforbrydelser, idet unge voldtægtsdømte recidiverede netop til sædelighedskriminalitet. Tre af fire voldtægtsdømte i det oprindelige materiale begik således seks af de syv senere tilfælde af voldtægt plus en række andre kriminelle forhold. Den eneste faktor, som tilsyneladende mindsker senere kriminalitet, var institutionsanbringelse jf. bistandslovens § 33 eller langvarig fængsling.
De senere mest kriminelt belastede unge havde været anbragt uden for hjemmet i førskolealderen i signifikant flere måneder end de ikke senere så kriminelt belastede (p<0,05), og de havde haft signifikant flere skoleskift (p<0,05). Andre prognostisk betydende faktorer som for eksempel uddannelsesniveau, forældres sociale status eller misbrug kunne ikke påvises. Kun to af de dømte unge sås senere ustraffede. De kom begge fra en ubrudt familie, og de havde aldrig været anbragt uden for hjemmet. De havde begge folkeskolens afgangseksamen. Begge var uden misbrug og i arbejde på tidspunktet for den oprindeligt påsigtede kriminalitet. Den ene blev dømt til psykiatrisk behandling for sædelighedskriminalitet, den anden til inddragelse under bistandslovens bestemmelser for brandstiftelse.

Diskussion
Gruppen af unge, som mentalobserveres, inden de fylder 18 år, udgør et meget selekteret materiale, og de fundne forhold er ikke repræsentative for gruppen af ungdomskriminelle som sådan. Materialet må dog antages at være repræsentativt for svært kriminelt belastede unge, idet disse stort set uden undtagelse mentalobserveres.
Vi fandt en betydelig overdødelighed blandt tidligere mentalobserverede unge, idet mere end en femtedel var døde af forgiftninger, ulykker og misbrug inden deres 33. år. Dette er en meget udtalt overdødelighed, idet en ung mand, der er blevet 15 år gammel, kun har 2% risiko for at dø inden sit fyldte 35. år.

Knap en femtedel blev i opfølgningsperioden indlagt på en psykiatrisk afdeling ­ heraf var tre (11%) lidende af skizofreni, hvilket er en svær overrepræsentation i forhold til baggrundsbefolkningen.
Næsten alle overlevende fortsatte en kriminel karriere, og den senere begåede kriminalitet var særdeles omfattende. Generelt begik de unge alle former for kriminalitet, dvs. vold, berigelses- og narkokriminalitet. På dette punkt adskiller disse meget belastede unge sig ikke fra kriminelle i almindelighed (3). Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at tre af fire unge voldtægtsdømte fortsatte med at begå voldtægt sammen med anden kriminalitet. Dette kunne tale for, at de sædelighedskriminelle udgør en særlig gruppe med et specielt behandlingsbehov. Der er her i landet iværksat et stort projekt med behandling af sædelighedskriminelle (4), og resultatet af herværende undersøgelse støtter således en sådan behandlingsindsats.
Der sås ikke nogen mærkbar kriminalitetsforebyggende effekt af hverken fængsel, sociale hjælpeforanstaltninger eller psykiatrisk behandling. At langvarigt fængslede havde færre kriminelle recidiver, er formentlig blot er udtryk for, at der ikke begås kriminalitet af personer, som er frihedsberøvede.
En norsk registerbaseret opfølgning 15-33 år efter indlæggelse af mere end 1.000 ungdomspsykiatriske patienter (5) viste, at 52% havde begået kriminalitet, og at 14% var døde. I lighed hermed fandt vi blandt helt unge en sammenhæng mellem psykiatriske problemer, kriminalitet og overdødelighed.

Konklusion
Vi kan således konstatere, at prognosen for ganske unge alvorligt kriminelle er elendig. Efter højst 20 år var 11% sindssyge, 22% døde og 90% var fortsat svært kriminelle.

Vi havde håbet, at vi efter endt undersøgelse kunne blive i stand til at anbefale egnede behandlingstiltag for denne gruppe af særligt belastede unge. Imidlertid må vi konstatere, at der i øjeblikket ikke eksisterer nogen foranstaltning, eksempelvis i form af særligt egnede institutioner med et socialpædagogisk behandlingsindhold, som har dokumenteret effekt i forebyggelsen af kriminalitet og overdødelighed blandt helt unge svært kriminelle.
Langt de fleste af de unge havde udtalte adfærdsproblemer allerede i skolealderen, og dermed før den kriminelle karriere startede. Skoleskift og anbringelse uden for hjemmet kan antages at være et mål for graden af afvigende adfærd, og det ses således, at jo større problem i skolen, des mere omfattende kriminalitet senere. Folkeskolen har ikke mulighed for at rumme disse svært belastede unge, og der er behov for en intensiv og målrettet pædagogisk og socialpædagogisk indsats allerede på dette tidlige tidspunkt. Det er imidlertid også vigtigt at identificere de unge, som har brug for psykiatrisk behandling. Relativt mange af de unge var eller blev senere skizofrene, og kriminelle skizofrene karakteriseres blandt andet af betydelige adfærdsmæssige forstyrrelser i den tidlige ungdom (6). Den socialpædagogiske indsats bør derfor ledsages af psykiatriske vurderinger, således at relevant psykiatrisk behandling kan blive iværksat tidligt, hvilket måske kan bedre prognosen for unge skizofrene. Den nyetablerede børne-ungdomspsykiatri bør opbygges og dimensioneres på en sådan måde ­ blandt andet med lukkede/skærmede pladser ­ at den bliver i stand til at løfte denne opgave. Endelig er det nødvendigt, at der på dette område afsættes de nødvendige ressourcer til at iværksætte dokumentation og opfølgning af, hvilke sociale og behandlingsmæssige tiltag der synes at kunne vende en katastrofal udvikling.


Summary

Alice L. Madsen, Marianne Jacoby & Peter Kramp:

Serious delinquency in adolescents: a follow-up 15-20 years after first crime.
Ugeskr læger 2001; 163: 29-31.

The purpose of the present study was to enlighten the prognosis for young delinquents, who had been subject to a mental report for the court, regarding later psychiatric illness, mortality and criminal relapse. The study was retrospective based on register information about psychiatric admissions, death courses and later criminal commitments. After less than 20 years, 11% were found psychotic, 22% had died and 90% of the survivors had committed a total of 831 criminal offences from drunk driving to homicide. We conclude, that at present no institutions in Denmark are suitable for the treatment of young delinquents with severe criminal records. Most of the young delinquents have psychological and behavioural disturbances from childhood, and early intervention is needed followed by careful documentation and follow-up studies in order to improve the prognosis for these young people.


Reprints: Alice L. Madsen, psykiatrisk afdeling A, Amtssygehuset i Gentofte, DK-2900 Hellerup.

Litteratur

1. Madsen AL, Marianne J, Kramp P. Alvorlig Kriminalitet hos ganske unge. I. 20 års mentalobservationer af 15-17 årige i det Storkøbenhavnske område. Ugeskr Læger 2001; 163: 25-9.
2. Kramp P, Israelson L, Mortensen KV, Aarkrog T. Unge, der har begået alvorlig kriminalitet. Nord Tidsk Kriminalvidenskab 1987; 74: 382-95.
3. Knudsgård B. Den kriminelle karriere. København: Jurist og Økonomforbundets Forlag, 1998: 128-50.
4. Bemærkninger til Lovforslag nr. L259 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.: Forsøgsordning med behandling af personer, der har begået seksualforbrydelser. København: Justitsministeriet, 1996, 12-5.
5. Kjeldsberg E, Dahl AA. High delinquency, disability and mortality ­ a register study of former adolescent psychiatric in-patients. Acta Psychiatr Scand 1998: 98: 34-40.
6. Sestoft D. Skizofrene varetægtsfængslede: Psykiatrisk anamnese, social baggrund og kriminalitet. København: Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik, 1997.  

Antaget den 22. oktober 1999.
Justitsministeriet, København, Retspsykiatrisk Klinik.