Alvorlig voldskriminalitet blandt ganske unge påkalder sig stor opmærksomhed i befolkningen og blandt involverede faggrupper. Unge kriminelle ses i udenlandske opgørelser karakteriseret ved ringe uddannelse, misbrug og familieproblemer (1-3), og i en svensk undersøgelse omfattende 127 unge kriminelle fandt man, at de unge tidligt havde vist aggressiv og asocial adfærd, samt at halvdelen havde været i kontakt med børnepsykiatriske behandlingsinstitutioner (4).

I Danmark vil man ofte foretage en mentalundersøgelse i de tilfælde, hvor ganske unge er sigtet for alvorlig kriminalitet, eller hvor der er mistanke om, at de har en alvorlig psykisk lidelse (5). En mentalobservationen er en grundig psykiatrisk undersøgelse, hvor der tages stilling til, hvorvidt den sigtede er sindssyg eller mentalt retarderet (straffelovens § 16), idet pågældende så som absolut hovedregel idømmes en såkaldt særforanstaltning, fx psykiatrisk behandling i stedet for straf. Såfremt den sigtede på anden måde findes psykisk afvigende, fx præget af karakterologisk forstyrrelse (straffelovens §69, stk. 1) kan retspsykiateren, hvis det findes »mere formålstjenligt end straf«, til at forebygge kriminelt recidiv anbefale en særforanstaltning (6), for eksempel at den unge undergives sociale hjælpeforanstaltninger i medfør af lov om social service (tidligere bistandsloven) frem for fængselsstraf.
Der foreligger kun en enkelt dansk undersøgelse omhandlende unge kriminelles sociale baggrund og psykopatologi (7). Vi har derfor fundet det af interesse at gennemgå samtlige mentalobservationer af unge fra det Storkøbenhavnske område i perioden 1977-1997 med henblik på at belyse følgende:  

1. Hvilke typer kriminalitet bliver begået af 15-17-årige unge mentalobserverede, og er der sket ændringer i arten af den påsigtede kriminalitet?
2. Findes der fællestræk hos unge kriminelle, som mentalundersøges?
3. Hvorledes er forekomsten af psykiatriske lidelser blandt unge mentalobserverede?

Materiale og metoder
Undersøgelsen er en retrospektiv gennemgang af samtlige mentalobservationer af 15-17-årige foretaget ved Retspsykiatrisk Klinik, som varetager ambulante mentalundersøgelser af sigtede i Hovedstadsregionen. Undersøgelsen omfatter to tiårsperioder, fra 1. juli 1977 til 30. juni 1987 og fra 1. juli 1987 til 30. juni 1997. Erklæringerne blev gennemgået med henblik på registrering af opvæks- og skoleforhold, tidligere og nuværende kriminalitet, misbrug, psykopatologisk beskrivelse og diagnose. Endvidere blev den anbefalede foranstaltning og den endelige dom noteret. I tilfælde, hvor der forelå flere undersøgelser af samme person, blev kun den først foretagne mentalobservation medtaget i opgørelsen.
Undersøgelsen er overvejende deskriptiv. Til vurdering af forskelle mellem de to tiårsperioder anvendte vi chi2-test. Undersøgelsen er godkendt af De Videnskabsetiske Komitéer ved Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Resultater
I alt 91 unge (to kvinder, 89 mænd) mellem 15 og 17 år blev mentalobserveret i årene 1977-1997; heraf blev 16 unge (18%) mentalundersøgt flere gange.

I de to undersøgelsesperioder indgik hhv. 52 og 39 unge. Disse udgjorde uændret ca. to promille af de 15-17-årige unge i Storkøbenhavn, idet antallet af 15-17-årige var faldende i opgørelsesperioden (8). På tidspunktet for den påsigtede kriminalitet var 24 (26%) af de unge 15 år, 37 (41%) var 16 år, og 30 (33%) var 17 år gamle.
Seksoghalvtreds unge (61%) havde tidligere domme, overvejende for berigelseskriminalitet. Kun kriminelle forhold begået efter det fyldte 15. år kunne registreres, idet den kriminelle lavalder er 15 år.
Tabel 1 ([se UFL 163/1, p. 26, 1. januar 2001) viser hovedsigtelserne i de to tiårsperioder. Egentlig voldskriminalitet (manddrab, drabsforsøg og grov vold) udgjorde uændret ca. 40% af sigtelserne, idet stigningen i antallet af voldstilfælde opvejes af et fald i antallet af drab og drabsforsøg. Seksten unge fik foretaget fornyet mentalundersøgelse på grund af blandt andet tre drab, tre drabsforsøg, tre sædelighedsforbrydelser og tre tilfælde af vold samt berigelseskriminalitet.
Andelen af unge, som var frihedsberøvet under mentalobservationen, var uændret omkring 80%, men brugen af varetægtsfængsling faldt fra 50% til 26%. I stedet blev de unge surrogatanbragt i særlige ungdomsinstitutioner. Nogle kunne dog ­ på grund af deres adfærd ­ ikke rummes i disse institutioner:  

»PK blev tidligt bortvist fra folkeskolen på grund af vold mod kammerater og lærere. Fra sit 13. år havde han overvejende ophold i institutioner eller plejefamilier. Han var en periode tilknyttet en produktionsskole, men blev bortvist efter 3 måneder på grund af tyveri, forsømmelser og vedvarende konflikter med andre. PK blev et halvt år efter sigtet for røveri af særlig farlig karakter og anbragt i en åben ungdomsinstitution. Efter få uger dér blev han overflyttet til en lukket institution på grund af truende adfærd. I den sikrede afdeling foretog han rømningsforsøg og begik hærværk, ligesom han truede personalet. Han blev herefter overført til et arresthus og forblev varetægtsfængslet frem til domsafsigelsen, som lød på fængsel«.  

Andelen af unge fra brudte hjem var i hele 20-års perioden uændret ca. 70%. I opgørelsesperiodens første tiår blev otte børn (15%) anbragt uden for hjemmet allerede i førskolealderen, mens kun et enkelt førskolebarn kortvarigt blev anbragt uden for hjemmet i andet tiår (p<0,05). Antallet af unge, som havde ophold uden for hjemmet i skolealderen, var til gengæld stigende fra 58% i periodens første tiår til 82% i andet tiår (p<0,05). Halvdelen af de unge i første tiår havde været fjernet fra hjemmet i mere end et år, faldende til seks (18%) i perioden 1987-1997.
Nioghalvtreds (64%) af de unge kriminelle var ophørt i folkeskolen uden afgangsprøve (Fig. 1 [se UFL 163/1, p. 26, 1. januar 2001]), og en stadig større andel var på tidspunktet for den begåede kriminalitet hverken under uddannelse eller i arbejde (Fig. 2 [se UFL 163/1, p. 26, 1. januar 2001]). De unges boligsituation var forværret, og der sås en stigning i antallet af boligløse (p<0,05) (Tabel 2 [se UFL 163/1, p. 27, 1. januar 2001]).
Treogfyrre (47%) af de unge kriminelle havde misbrug af cannabis og/eller alkohol. Misbrug af medicin og heroin forekom udelukkende i sidste tiårsperiode.
Vi fandt en stigning i antallet af unge med fremmedkulturel baggrund fra tre (6%) i første tiår til 11 (28%) af de unge mentalobserverede i andet tiår (p<0,005). Kun én af disse fjorten unge havde gennemført folkeskolens afgangsprøve, og blot to havde (ufaglært) arbejde, medens resten var ubeskæftigede. Ingen var boligløse.
Mere end halvdelen af de mentalobserverede unge havde i løbet af opvæksten haft kontakt med en psykolog eller psykiater. Blandt de 23 unge, som ved mentalundersøgelsen fandtes lidende af behandlingskrævende psykisk sygdom, havde kun ti haft kontakt med en behandler, og kun ganske få havde haft et regelret behandlingsforløb. Ingen var i psykiatrisk behandling på tidspunktet for den påsigtede kriminalitet. Klinikken konkluderede efter endt mentalobservation, at fem (6%) var sindssyge og dermed omfattet af straffelovens § 16. Kun én fandtes psykisk upåfaldende, og de resterende 85 (93 %) fandtes omfattet af § 69 stk. 1 (»mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner«); heraf var 67 (74%) af de unge præget af karakterologiske problemer, medens otte (9%) frembød symptomer på en eventuel sindssygdom, uden at det dog var muligt med sikkerhed at stille en psykosediagnose.
Andelen af unge, som blev anbefalet en psykiatrisk særforanstaltning, var uændret over tid og udgjorde ca. 20%. Der sås en faldende tendens ­ fra 71% i første tiår til 56% i andet ­ til, at klinikken anbefalede anvendelse af en social hjælpeforanstaltning i stedet for straf, og hjælpemulighederne i bistandsloven var ofte for længst udtømte:  

»AL blev anbragt på et børne- og ungdomscenter efter han havde gået på syv forskellige skoler. Efter to år overfaldt han en pædagog og blev tvangsanbragt på en sikret døgninstitution for unge. Mere end 20 institutioner afviste ham efterfølgende, fordi han var for »tung«. Efter tre måneder blev AL anbragt i en familiepleje, der modtog ti gange normalt plejevederlag på grund af opgavens vanskelige karakter, men han flyttede efter kort tid tilbage til moderen. Han blev tilknyttet flere praktiksteder, men måtte hver gang ophøre på grund af gentagne kriminelle handlinger. Ved mentalobservationen blev han ikke skønnet sindssyg, men tungt begavet, umoden, impulsstyret og uden indsigt i egne problemer. Han fandtes omfattet af straffelovens § 69, stk. 1, men på baggrund af den manglende effekt af de tidligere forsøg på socialpædagogisk behandling kunne man ikke pege på andre foranstaltninger end straf. Man anbefalede dog afsoning i en anstalt med mulighed for psykiatrisk bistand. Dommen lød på to års fængsel«.  

De unges endelige dom fremgår af Fig. 3 (se UFL 163/1, p. 27, 1. januar 2001). Grove voldsforbrydelser var kraftigt associeret med fængselsstraf, idet 46 af de 48, som blev straffet med fængsel, var dømt for vold, røveri, drab, drabsforsøg eller voldtægt. Femten (63%) af de 15-årige blev idømt fængselsstraf.  

Diskussion
Gruppen af unge, som mentalobserveres inden de fylder 18 år, udgør et meget selekteret materiale, og de fundne forhold er ikke repræsentative for gruppen af ungdomskriminelle som sådan. Materialet må dog antages at være repræsentativt for de sværest kriminelle unge, idet disse i henhold til de gældende bestemmelser næsten uden undtagelse mentalobserveres.
Vi fandt ingen stigning i hyppigheden af personfarlig kriminalitet blandt helt unge kriminelle. Recidiverende kriminalitet var imidlertid hyppig (8). En stigende andel blev varetægtsanbragt i en af de særligt sikrede, lukkede ungdomsinstitutioner (9), men Danmark lever fortsat ikke fuldt ud op til FN's børnekonvention (10), som anbefaler, at kriminelle unge anbringes i institutioner, der kan tilgodese deres særlige behov. Et yderligere problem er i denne forbindelse, at op mod totredjedele af de 15-årige unge rent faktisk blev idømt fængselsstraf.
De unge var generelt opvokset under disharmoniske forhold, og hovedparten havde været anbragt uden for hjemmet. Karakteren af disse anbringelser ændrede sig imidlertid fra tidligt etablerede, langvarige ophold uden for hjemmet til senere, hyppigere, men meget korterevarende anbringelser af adfærdsvanskelige børn og unge, hvilket kunne afspejle en øget ­ men altså forgæves ­ indsats for at beholde barnet i eget hjem.
De unges uddannelsesmæssige forhold var ligeledes ringe. Omkring 65% havde forladt folkeskolen uden afgangsprøve, og ca. 50% af de unge var uden beskæftigelse. Omkring halvdelen misbrugte hash og/eller alkohol, og i den sidste tiårsperiode sås tillige misbrug af heroin. Et stigende antal var boligløse, og samlet tegner der sig et billede af en gruppe uddannelsesmæssigt og socialt forarmede unge.

En stigende andel af de unge havde fremmedkulturel baggrund, og disse udgjorde i periodens sidste femår ca. en tredjedel af de mentalobserverede. Indvandrerefterkommere udgør omkring 10% af de 15-17-årige mænd i Storkøbenhavn (personlig meddelelse), og antallet af mentalobserverede indvandrerefterkommere synes således uforholdsmæssigt højt, ligesom det er iøjnefaldende, at disse unge var endnu ringere stillet mht. skoleuddannelse og arbejde end kriminelle med dansk baggrund. Materialets beskedne størrelse tillader imidlertid ikke nogen grundigere analyse af disse forhold.
Kun halvdelen af de unge havde ­ på trods af åbenlyse problemer ­ haft kontakt med en psykolog eller psykiater, og kun ganske få havde haft et behandlingsforløb. På tidspunktet for den påsigtede kriminalitet var ingen af de unge i behandling, hvilket må ses i lyset af, at fem (6%) blev fundet sindssyge, og otte (9%) var muligt sindssyge. Hyppigheden af alvorlige psykiske lidelser i denne aldersgruppe er formentlig omkring 1% (11, 12), og der ses således en meget betydelig overrepræsentation af unge med ­ tidligere udiagnosticerede ­ psykiske sygdomme blandt de svært kriminelle unge.
Når det drejer sig om ikke-sindssyge unge kriminelle, vil man ofte anbefale en socialpædagogisk særforanstaltning i stedet for straf, idet psykosociale foranstaltninger og støtte til ændret rollemønster er væsentlige i forebyggelsen af fornyet kriminalitet. Alligevel ses en faldende tendens til, at der blev anbefalet en social hjælpeforanstaltning. Dette skyldes formentlig, at der hos nogle af disse meget belastede unge er forsøgt alt inden for de eksisterende sociale rammer, hvorfor man ikke ser nogen ide i at sende svært utilpassede og samarbejdsuvillige unge retur til et system, som allerede har opgivet. Det stigende antal hjemløse kunne også pege i retning af, at det sociale behandlingssystem nu oftere end tidligere giver op over for de allermest belastede.
Retten så i øvrigt hyppigt bort fra en anbefalet social foranstaltning ­ og i tilfælde af grove forbrydelser blev den unge uvægerligt idømt fængselsstraf. Dette er i overensstemmelse med resultaterne fra Kørner et als (13) undersøgelse, hvor man fandt, at sandsynligheden for særforanstaltning over for ikke-sindssyge faldt med sigtelsens alvor.

Konklusion
Der findes en lille gruppe unge, som tidligt indleder alvorlig, personfarlig kriminalitet, men vi fandt i undersøgelsesperiodens 20 år ingen stigning i forekomsten af alvorlig voldskriminalitet. De kriminelle unge er oftest uden uddannelse eller beskæftigelse, og mange har misbrugsproblemer. Et stigende antal er boligløse, og en stigende andel er unge med indvandrerbaggrund. En relativt stor del af de unge har en ikke-erkendt, alvorlig psykisk lidelse, og ingen af de psykisk syge unge var i behandling, da de begik de kriminelle handlinger. Det påhviler de sociale myndigheder, som tidligt får kendskab til disse dysfungerende unge, at være opmærksomme på en mulig psykiatrisk sygdom, således at de unge kan henvises til vurdering og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien. Der sås ingen ændring i anvendelsen af særforanstaltninger, og de fleste unge blev idømt fængselsstraf. Der mangler i Danmark egnede særlige institutioner, som kan tilgodese disse meget vanskelige unges behov for støtte og struktur.


Summary

Alice L. Madsen, Marianne Jacoby & Peter Kramp:

Serious delinquency in adolescents: twenty years of reports for the court.
Ugeskr Læger 2001; 163: 25-9.

The purpose of the study was to enlighten the background, psychopathology and criminality of young delinquents. Twenty years of reports for the court regarding young delinquents were analysed and information as to background, educational level, psychiatric diagnoses, criminal records and sentence was registered. Among 91 delinquents aged 15-17 years , 65% had not completed primary school and 50% were unemployed. Eighty percent had committed violent acts (homicide or attempted homicide, robbery, violence, rape). Twenty-two percent were sentenced to psychiatric treatment, and more than 50% were imprisoned. In conclusion young delinquents have severe social problems and a disproportionally high number suffer from psychiatric illness. The main part of the adolescents are convicted to prison, in spite of young age, and at present no institutions in Denmark are suitable for the treatment of young delinquents with severe criminal records.  

Reprints: Alice L. Madsen, psykiatrisk afdeling A, Amtssygehuset i Gentofte, DK-2900 Hellerup.

Litteratur

1. Puri, BK, Lambert MT, Cordess CC. Characteristics of young offenders detained under section 53(2) at a young offenders´ institution. Med Sci Law 1996; 36: 69-76.
2. Busch KG, Zagar R, Hughes JR, Arbit J, Bussell RE. Adolescents who kill. J Clin Psychol 1990; 46: 472-85.
3. Heide KM. Juvenile homicide in America: how can we stop the killing? Behav Sci Law 1997; 15: 203-20.
4. Adler H, Frisk M, Lidberg L. Severe delinquency in young people: background factors and characterising features. Nord Psykiatr Tidsskr 1995; 49: 263-73.
5. Cirkulære om mentalundersøgelser i straffesager. Rigsadvokatens cirkulære af 23. december 1977. København: Justitsministeriet, 1977.
6. Kramp P, Waaben U, Lunn V. Retspsykiatri. København: GadJura, 1996.
7. Kramp P, Israelson L, Mortensen KV, Aarkrog T. Unge, der har begået alvorlig kriminalitet. Nord Tidsk Kriminalvidenskab 1987; 74: 382-95.
8. Madsen AL, Jacoby M, Kramp P. Alvorlig kriminalitet hos ganske unge. II. Kriminalitet, psykiatrisk morbiditet og mortalitet 15-20 år efter mentalobservation. Ugeskr Læger 2001; 163: 29-31.
9. Kramp P. Kriminel adfærd og grov kriminalitet. I: Lier L, Isager T, Jørgensen OS, Warberg F, Aarkrog T, eds. Børne- og ungdomspsykiatri. København: Hans Reitzels Forlag a/s, 1999: 359-64.
10. Konventionen om børns rettigheder, artikel 40. København: Dansk Unicef Komité og Socialministeriet, 1991.

11. Campbell M, Shay J. Pervasive developmental disorders. I: Kaplan HI, Sadock BJ, eds. Comprehensive textbook of psychiatry VI. Baltimore: Williams & Wilkens, 1995; 2: 2277-93.
12. Otto RK, Greenstein JJ, Johnson MK, Friedman RM. Prevalence of mental disorders among youth in the juvenile justice system. I: Cocozza JJ, ed. Responding to the mental health needs of youth in the juvenile justice system. Seattle WA: The National Coalition for the Mentally Ill in the criminal justice system, 1992.
13. Kørner A, Kramp P, Gabrielsen G. Ikke-sindssyge, psykisk afvigende lovovertrædere og psykiatriske særforanstaltninger. Nord Tidsk Kriminalvidenskab 1993; 80: 283-305.  

Antaget den 22. november 1999.
Justitsministeriet, København, Retspsykiatrisk Klinik.