Mødet med patienter og pårørende

STATUSARTIKEL

I 1944 skrev Jens August Schade, kendt som Danmarks lyse digter, en roman, hvis titel blev et slogan: »Mennesker mødes, og sød musik opstår«.
Menneskers møde foregår dog ikke altid lykkeligt. Der er forhold, der allerede før et møde finder sted, kan lægge hindringer i vejen. Den stemning, de følelser og forventninger, der opfylder dem, der mødes, er af betydning, og det samme gælder de omstændigheder, hvorunder mødet er kommet i stand. Hvad er det for et møde, og hvad skal det rumme?
I forholdet mellem læge/psykolog og patient eller læge/
psykolog og pårørende vil følelser af usikkerhed og ængstelse hos patient og pårørende ofte gøre sig gældende, i hvert fald i den første kontakt. Behandleren er autoriteten, den der besidder en viden, som er afgørende for, hvilket udfald mødet kan få.
Det gode møde, hvor begge parter oplever en større forståelse og indsigt, hvor der opstår »sød musik«, stiller store krav til begge parter. Hvor parterne er ulige, må kravene være størst til den, der har autoritet, dvs. til den der har mulighed for at tilføre situationen nye dimensioner. Hvad er det, der kræves? Kan det beskrives og kan det læres?

Det første indtryk
I det første møde med et andet menneske vil der ofte ud over det såkaldte førstehåndsindtryk være en umiddelbar følelse af sympati, men det modsatte kan også være tilfældet. Ganske vist er sympatien eller antipatien kun sjældent udpræget stærk, men den er dog med til at farve indtrykket. Den kan senere forstærkes eller svækkes, men det er vist i en undersøgelse (1), at det kun er i ét tilfælde af fem, at en oprindelig sympati forvandles til antipati eller omvendt.
Netop dette forhold, at det første indtryk også rummer personlig sympati eller antipati, tildeler det en særlig betydning for lægens/psykologens møde med patienter og pårørende. Den finske psykolog Lehtovaara, der i årene efter anden verdenskrig foretog en række undersøgelser af menneskers forhold til og reaktioner over for andre og skrev flere bøger om menneskekundskab, mener på grundlag af disse undersøgelser, at førstehåndsindtrykket afhænger af, hvad han kalder social intelligens, der adskiller sig fra det sædvanlige intelligensbegreb ved at være umiddelbar og intuitiv. Han mener tillige, at denne sociale intelligens til en vis grad kan påvirkes af øvelse.
I nogle af undersøgelserne blev førstehåndsindtrykket af en række mennesker sammenholdt med oplysninger fra personer, der kendte de pågældende virkelig godt, eller med oplysninger, der stammede fra skolepræstationer, beskrivelser givet af arbejdskammerater og lignende. Korrelationerne viste en generel positiv tendens, men var dog ikke så overbevisende, at der kunne uddrages en egentlig konklusion.
Der er nogle, der er bedre til at bedømme deres medmennesker end andre, men det paradoksale er, at de, der er dårligst, ofte ikke ved det selv; faktisk er de ikke sjældent mere skråsikre i deres bedømmelse. Der er med andre ord grund til at være på vagt, når det er det umiddelbare indtryk, der skal bygges videre på.
Den metode i psykologien, der kan være til størst hjælp i denne proces, er den fænomenologiske (2). Metoden understreger betydningen af det umiddelbart oplevede, men kræver en beskrivelse af dette i dets egen ret. At forstå et fænomen er at komme så tæt på det som muligt og tage del i oplevelsen af det. Fænomenologien muliggør, at patientens og også den pårørendes opfattelse kan tages med i de overvejelser, som lægen/psykologen gør sig, og som er bestemmende for det svar, der gives, eller den beslutning, der tages. Anvendes denne metode, vil det samtidig understøtte nødvendigheden af at lytte, være opmærksom på nuancer i patientens/den pårørendes væremåde, holdning og stemninger i samtalens løb. Lykkes dette, vil det samtidig kunne medføre, at patientens tillid øges, at reaktioner betinget af frygt formindskes, at hele forløbet får et roligt og konstruktivt præg.

Mødet med patienten
Indholdet af mødet mellem patient og læge vil oftest først og fremmest dreje sig om formidling af information. Begge parter har behov for viden, lægen for at blive klar over situationen, stille diagnosen, patienten for at få at vide, hvad der er galt, og hvad der kan gøres. Kravet om indlevelse må stilles til lægen, der er autoriteten. Det vil ikke være rimeligt at forvente, at det er patienten, der skal være den forstående, den der indstiller sig på lægens/psykologens situation.
Den usikkerhed og ængstelighed, patienter kan føle, kan give sig mange udtryk: den kan være åbenbar og kalde på beroligelse, eller den kan være dækket af distance, af en næsten fjendtlig holdning, der bør tolkes som patientens forsøg på at holde sammen på sig selv. Er angsten meget tydelig, kan den til tider føre til en appel til lægen, der kan være så overvældende, at den rykker lægens ro og tillid til muligheden for at hjælpe patienten optimalt.

Mødet med den pårørende
Også i dette forhold er lægen/psykologen autoritet, men relationen rummer nye aspekter. Den pårørende har ikke et ønske om personlig hjælp. Der er derimod tale om et følelsesmæssigt forhold til den patient, lægen/psykologen har taget imod, hvilket kan gøre mødet med den pårørende meget komplekst og vanskeliggøre etableringen af god kontakt. Et foredrag holdt på en konference om emnet for kort tid siden havde titlen Enemy or partner. Titlen er dramatisk, men dækker over oplevelser, begge parter kan berette om.
De pårørendes ønske om information og deres ønske om at bidrage med deres iagttagelser kan af lægen/psykologen/behandleren opfattes interfererende. I dagens fortravlede verden inden for sundhedssektoren synes det at være vanskeligt at give sig tid til at lytte og tage hensyn til noget, der ikke forekommer umiddelbart vigtigt. Diagnosen er stillet, behandlingsplanen er lagt, og så kommer der personer udefra, der stiller spørgsmål og måske ikke er enige i, hvad der foregår.
For de pårørende forekommer det uforståeligt, at der ikke vises interesse for deres opfattelse af situationen; de kender dog patienten, har fulgt forløbet og føler, at også de har et ansvar. For dem spiller det også en rolle, at de efter endt behandling igen vil være de nærmeste til at tage over, være der og støtte det yderligere forløb. Der kan meget let være lagt op til konflikt, og konflikt forekommer ofte.
De pårørendes følelsesmæssige forhold til patienten synes også at være med til at gøre situationen vanskelig. Et stærkt følelsesmæssigt bånd kan medføre, at den pårørende ikke er i stand til at høre eller opfatte den information, lægen/psykologen giver, og dette kan senere i forløbet komme til udtryk i bebrejdelser og vrede, der bl.a. kan ses i et stigende antal klagesager. I de pårørendegrupper, der dannes i mange sygdomssammenhænge, hænder det ofte, at en gruppes første møde centreres om den umiddelbare kontakt til lægen, de fejlagtige informationer og lægens/psykologens svigtende indføling. Karakteristisk er det imidlertid også, at der i næsten alle tilfælde i gruppen er pårørende, der har oplevet både at blive informeret omhyggeligt og at have modtaget en varm støtte. I den rette terapeutiske sammenhæng kan dette forhold benyttes til at klarlægge misforståelser, hvilket igen kan betyde et bedre samarbejde til gavn for patienten.
En stærk aktuel ængstelse kan imidlertid også vise sig at dække over et problemfyldt forhold mellem pårørende og patient, som lægen/behandleren fornemmer, men har svært ved at afklare. Forholdet til de pårørende er derved yderligere kompliceret. Det kræver åbenhed som det væsentligste, bevidsthed om egne fordomme, men også en afvejning af oplysninger, der fremkommer i relation til egne iagttagelser og sidst, men ikke mindst, opmærksomhed på patientens reaktioner over for den pårørende. Et godt samarbejde med de pårørende kan have stor betydning både for en patients sygdomsforløb og for den senere rekreationsperiode.

Det lykkelige møde
Lægens uddannelse og arbejde er primært at tage vare på sine patienters sundhedstilstand. Undervisning i psykologi som fag har kun haft en meget begrænset plads i pensum til medicinsk embedseksamen, men når det har fundet sted ­ og her til tider med hjælp af dobbeltundervisere ­ har det givet anledning til mange positive tilkendegivelser.
Forhold mennesker imellem, der er af betydning i læge-patient-forholdet var genstand for undersøgelser og overvejelser i 1950'erne, men er derefter i mange år kun vist en mindre interesse. Sideordnet er klinisk lægearbejde og videnskabelig forskning vurderet som de væsentligste bestanddele. Den teknologiske udvikling inden for medicinen og fagets nye muligheder er dermed fremhævet. Tidligere tiders klinikere, der sammenfattede deres observationer og erfaringer baseret på mødet med patienten, findes der kun få af i dag.
Understregningen af humanistiske tanker som betydningsfulde for behandling og undervisning er om ikke ny, så stærk, og vil forhåbentlig kunne vise nye veje.
Flere steder i verden arbejdes der i dag på at udvikle nye principper, hvor etik, livsværdier og menneskelighed inddrages.
Den brasilianske ortopædkirurg Aloysio Campos da Paz har på fornemste måde formuleret, hvad han kalder Basic principles, skrevet på væggen ved indgangene til hospitalerne i Sarah Network of Hospitals, som han er chef for. Det første princip lyder: »Create a specialized health care center that treats the patient as a human being who is not merely the object upon which techniques are applied, but the agent of that Action.«
Fig. 1.  (se UFL 162/51, p. 6992, 18. december 2000) viser netværkets nyeste rehabiliteringshospital, spejlende sig i vandet i Brasilia under indvielsesfesten. Det illustrerer også, at arkitektonisk skønhed og form bør inddrages i den humanistiske baggrund for udviklingen af principperne.
At møde patienten som et medmenneske kræver først og fremmest en ny bevidsthed hos lægen/psykologen/behandleren. Kontakten, samtalen beror på en sådan holdning, viden om psykologi kan fremme processen, der kan læres og yderligere videreudvikles gennem erfaring.

Litteratur
1. Lehtovaara A. Sådan er mennesker. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1952.
2. Rasmussen ET. Bevidsthedsliv og erkendelse: nogle psykologisk-erkendelsesteoretiske betragtninger. København: Munksgaard, 1956.