Vi kan vel altid blive bedre og mere effektive

De skummer fløden. De tager de nemme patienter, og vi får lov til at rydde op efter deres komplikationer. Etikken halter, og de tænker kun på penge. Det danske sundhedssystem vil klare sig bedst uden dem. Vores kirurgers uddannelse bliver ringere og ringere, da alle simple operationer foretages uden for de offentlige sygehuse.

Vi hører og læser jævnligt disse tilsagn. I har nok gættet det nu. Jeg skriver om privathospitalerne. Det første af slagsen i Danmark blev etableret i 1984, og lige siden har der været delte meninger om deres berettigelse.

Ifølge Danske Regioner er »236.740 danskere blev henvist til behandling på et privathospital i 2021. Det svarer til en stigning på 63% sammenlignet med 2019« [1]. Der var en stigning på næsten 50.000 i forhold til rekordåret 2022!

Danske Regioner glæder sig over den hjælp, de har fået. Gør vi nu også det? Det er et emne, som kan sætte sindene i kog. Der er dem af os, der finder det forkasteligt, at der er penge mellem lægen og patienten. Kan det medføre overbehandling? Flere indgreb giver større indkomst. Hvordan kan vi forhindre overbehandling? Hvad med uddannelsen af yngre kirurger og ortopædkirurger? Anne Steenberger skrev en meget fin artikel i Ugeskrift for Læger med titlen »Kirurgers uddannelser stadig presset« [2].

Der er selvfølgelig også dem, som ser det positive i at have en privat sundhedssektor. Hvor var vi henne, hvis ikke privathospitalerne eksisterede? Hvordan var vores ventelister, dengang vi ikke havde konkurrencen med dem? Jeg kan huske årelange ventetider. Var det i patientens interesse?

Spørgsmål er: Kan vi bruge dem til noget? Ja, hvis I spørger mig. De private aktører foretager mange indgreb, og de gør det effektivt. De har minimeret omkostningerne og bruger personalet effektivt. Hvad kan vi så lære af dem? Kan vi overhovedet lære af dem?

Der er ingen tvivl om, at de er supereffektive. De når at behandle mange patienter i løbet af meget kortere tid, end vi kan. Vi burde lære af dem og effektivisere vores system. Vi kan ikke forklare det hele med, at vi tager akutte patienter og har uddannelsesopgaver osv. Jeg taler ikke for privatisering af systemet. Jeg taler for at bryde med faggrænserne, skære det unødige væk og tænke over, om det, vi gør til daglig, kan gøres mere effektivt.

Og nu spørger jeg provokerende: Har vi virkelig stor personalemangel, eller er en del af problemet det faktum, at vi ikke er effektive? Har faggrænser, fagpolitik og manglen på incitament gjort os ineffektive?