»I am pleased to inform you that your work has now been accepted for publication«. Det er som regel sød musik for enhver forsker, men det er, som om budskabet har fået en anden værdi, efterhånden som markedet for videnskabelige tidsskrifter er eksploderet.
For 15-20 år siden havde vi de »gode gamle tidsskrifter« forankret i de hævdvundne forlag og kun tilgængelig mod betaling, og var man heldig, kunne man få lov til at læse sin offentliggjorte artikel igen med biblioteksadgang. Så kom open access-bølgen, hvor man mod en betydelig betaling kunne offentliggøre sine data i et open access-tidsskrift. Nu kunne alle få adgang til resultaterne, og det virkede jo som en god idé. Det var ikke så fint, og de store forlag (særligt Elsevier) kæmpede imod den nye tendens, så de bedste artikler skulle forblive i abonnementsordningen, så impactfaktoren fortsat var højest hos de »fine«, men låste tidsskrifter. Kampen kunne ikke vindes, og de fleste store forlag har nu fundet ud af at kanalisere manuskripter over i en open access-udgave af det fine selskab, hvor det stadig minder lidt om storhed, men selvfølgelig koster penge (17.000 kr. for European Heart Journal Open). Ingen synes at være finere end andre (BMJ Open, JAMA Open, Lancet har over ti open access-tidsskrifter). Så nu er »sorry to inform you« blevet til et »men« og et forslag om at betale for at få manuskriptet antaget i et open access-subtidsskrift.
De fleste store forlag har nu fundet ud af at kanalisere manuskripter over i en open access-udgave af det fine selskab, hvor det stadig minder lidt om storhed, men selvfølgelig koster penge.Niels Holmark Andersen
For en del år siden havde jeg tanken om at tjene millioner på at trykke case reports i tusindvis, bare for nogle tusinde kroner stykket, og så lægge dem på nettet i et enormt omfang uden egentlig kritisk skelen til, hvad der blev sendt ind. Det gik dog hurtigt op for mig, at den tanke for længst var tænkt. Et intermezzo med forlaget Wileys open access-tidsskrift Clinical Case Reports gav et interessant indblik i forretningsmodellen. En case report skrevet af en yngre læge blev accepteret. Vi betalte for at få det trykt, og i min naivitet sagde jeg efterfølgende ja til reviewerjobbet hos tidsskriftet. Hurtigt derefter modtog jeg et manuskript om McConnells tegn ved lungeemboli. Jeg afviste høfligt casen, da jeg nemt kunne finde 15 andre case reports, som beskrev præcis det samme fænomen. Få uger senere blev jeg dog overrasket over beskeden om, at manuskriptet var antaget. Det økonomiske incitament oversteg øjensynligt det faglige.
Denne enorme indtjeningsmulighed på open access-litteratur har introduceret et nyt fænomen, nemlig forlag med mega journals (defineret som over 2.000 publicerede artikler pr. år) [1]. Har man en mega journal i sin portefølje og mere eller mindre ukritisk accepterer manuskripter ca. 2.000 gange om året a 20.000 kr. samt har en gratis peer-reviewerstab og næsten ingen omkostninger andet end server plads, er de 40 millioner kr. i omsætning nærmest kun indtjening.
Frontiers er et schweizisk forlag fra 2007, som helt tydeligt har fanget denne open access-forretningsmodel. Frontiers udbyder 229 tidsskrifter, hvor 53 har »Health« som overordnet klassificering [2]. Syv af disse er mega journals [1]. Frontiers har været i søgelyset som »predator journal« – en betegnelse, som kort fortalt dækker over et tidsskrift, som sætter indtjening over det videnskabelige indhold. For nylig offentliggjorde hjemmesiden predatoryreports.org en enorm liste af Frontiers’ tidsskrifter, som her blev betegnet som »predators«, inklusive mit eget speciales Frontiers in Cardiovascular Medicine [3]. Det tidsskrift har i skrivende stund publiceret ca. 9.500 artikler og har et svimlende antal redaktører (> 6.000, hvoraf 30 er danske). Det koster ca. 22.000 kr. at publicere der [2].
Forlaget MDPI – Multidisciplinary Digital Publishing Institute slår dog Frontiers’ forretningsmodel med flere længder. Fra at have ulmet siden 1996 begyndte det at tage fart i 2013 [4]. Her blev der trykt ca. 10.000 artikler på et år, men i 2020 var antallet oppe på 162.000 artikler pr. år. MDPI råder lige nu over 424 peer-reviewed tidsskrifter og flere mega journals [1, 4]. Tidsskriftet International Journal of Environmental Research and Public Health har alene publiceret over 61.000 artikler siden 2014. Prisen er ca. 20.000 kr. for en publikation. Predatoryreports.org har også anklaget MDPI for »predator journal«-adfærd, og i marts 2023 besluttede Clarivate at fjerne International Journal of Environmental Research and Public Health fra Web of Science og eliminerede derved dets impactfaktor, da man ikke fandt, at tidsskriftet levede op til kvalitetskravene for et peer-reviewed tidsskrift [3, 5]. Det samme er sket for Oncotarget, som er et andet MDPI-tidsskrift. Det fik naturligvis det tidsskrifts popularitet til at styrtdykke.
Spørgsmålet er derfor, om de to forlag er for ukritiske i deres peer-reviews, og om man overhovedet skal sende noget ind til dem [3].
Man kan i stedet vælge at publicere blandt de etablerede forlag, som dog ikke holder sig tilbage fra lignende forretningsmodeller med mega journals. BMJ Open publicerer over 5.000 artikler årligt. (Det koster ca. 19.000 kr.) [1]. Heliyon fra Elsevier publicerer ca. 4.000 artikler om året (ca. 15.000 kr. for en publikation), og juvelen i samlingen er SpringerNatures Scientific Reports, som trykker svimlende > 21.000 artikler årligt til en pris af ca. 18.000 pr. stk. [1]. De danske forskningsinstitutioner betaler i forvejen 25 mio. kr. om året, alene i licens til SpringerNature, der i øvrigt omsætter for over 7 mia. kr. pr. år, og øjensynligt betaler danske forskere derudover gerne af deres fondsmidler for at publicere i deres open access-tidsskrifter.
Det hele går op i en højere enhed ved at bemærke Holtzbrinck Publishing Group, som har SpringerNature i deres portfolio, men også BMC, som er et andet stort open access-forlag. Holtzbrinck Publishing Group har nemlig også investeret i Frontiers siden 2013 og har en fast plads i Frontiers’ bestyrelse [2]. Forretningen blomstrer, for der er både tjent på gynger og karruseller.
Tilbage til det egentlige spørgsmål. Fik jeg egentlig mit manuskript fagfællebedømt og antaget, eller blev jeg besnæret til at betale de ca. 20.000 kr., som alle forlag på kartelagtig vis har sat som prisen for at blive bedømt? Hvad mener vi egentlig, er et ordentligt peerreview? Er jeg finere, hvis jeg kan få noget publiceret i et ikke-open access-tidsskrift, og er MDPI og Frontiers så ringe, at der ikke er tale om en publikation, men et videnskabeligt tricktyveri? Hvordan skal vi forholde os til bibliometrien i medicinsk forskning i Danmark, og hvad tæller i den årlige universitære opgørelse af antallet af publikationer? Kan en ph.d. bestå af tre artikler fra MDPI, Frontiers eller en mega journal? Er en impactfaktor og adgang via PubMed en passende kvalitetsstandard for et tidsskrift? Koster en ph.d. bare 65.000 kr. alene i publikationsgebyr?
Jeg er ingen helgen, har ingen løsning, men erkender, at vi befinder os i en tid med en kæmpe publikationstrang og en driftig forlagsbranche, som har godt fat i os. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi tager denne diskussion op i de videnskabelige miljøer i Danmark og spørger os selv, om vi egentlig har fået antaget en artikel eller er blevet snydt. Måske kunne vi gøre noget andet med vores data.
