En etisk glidebane

»Et samfunds udviklingsgrad er ligefrem proportionalt med evnen til at tage sig af de svageste«, Nelson Mandela – inskription på Højesterets bygning i Johannesburg (citeret efter hukommelsen).

Debatten om aktiv dødshjælp er gennem årene blusset op flere gange i den offentlige debat i Danmark. I sommer fik den fornyet aktualitet, da statsminister Mette Frederiksen i forbindelse med Folkemødets åbning tog emnet op og udtalte sin personlige støtte til aktiv dødshjælp. En markant udtalelse af landets statsminister, der blev ytret uafhængigt af hvad Det Etiske Råd – der skulle komme med en udtalelse den 4.10.2023 – måtte mene. Sundhedsstyrelsens daværende chef, Søren Brostrøm, var lige så klar i mælet, da han – ligeledes på Folkemødet – sagde, at hvis aktiv dødshjælp blev vedtaget politisk ville det være uden lægers medvirken – man måtte finde andre til at udføre opgaven. Han var her helt på linje med Lægeforeningen, der gentagne gange har sagt, at lægers opgave ikke er at tage liv, men at bevare liv og lindre der, hvor døden ikke kan forhindres. Den 1.10.2023 blev der sendt et borgerforslag til Folketinget om at indføre legaliseret dødshjælp, som gør, at Folketinget skal tage emnet op til diskussion. 

Debatten har taget fart, og dagligt ser man kronikker, debatindlæg og interviews, som drøfter for og imod. En Epinionsundersøgelse har vist, at to tredjedele af alle danskere går ind for aktiv dødshjælp. Debatten føres oftest følelsesladet med eksempler fra menneskers egne erfaringer med pårørende eller egne erfaringer med svær og håbløs kronisk sygdom. Mette Frederiksen anvender fortællingen om sin egen mors svære og langvarige cancersygdom. Lars Løkke Rasmussen har læst journalisten Kirsten Jacobsens bog, Løftet, om hendes mands sygeleje og død og anvender den som sit eksempel. Kirsten Jacobsen havde lovet sin ægtefælle, at han ikke skulle lide for længe, men modet til at tage hans liv havde hun ikke. Derfor kunne hun ikke holde sit løfte. DR-dokumentaren med Anders Lund Madsen, der følger en svært handicappet mands liv med afsluttende død på en klinik i Belgien, fik lov til at stå uimodsagt som et klart indlæg for aktiv dødshjælp. 

Efterhånden kommer der dog flere og flere røster fra svært invaliderede kronisk fysisk syge, der er glade og taknemmelige for deres liv og for den hjælp, de får som en del af vores samfundskontrakt. De frygter, at dette selvfølgelige gode kan blive mindre selvfølgeligt og sætte dem i et etisk dilemma, hvis legalisering af aktiv dødshjælp gennemføres, fordi de vil kunne opleve et indirekte pres. Der fokuseres mere på den økonomiske belastning, de udgør for samfundet, end for den værdi, de som mennesker bibringer. Også mennesker med psykiske sygdomme ytrer sig om frygt for en for let adgang til selvmord, som vil kunne flytte fokus fra behandling.

Argumenterne for aktiv dødshjælp er mange. Regeringens argumenter er, at mennesker har ret til en »værdig død«, og at når selvbestemmelse er en bærende værdi i vort samfund, må det også gælde beslutningen om at dø. Så selvbestemmelse og rettigheder er de værdier, der er i spil.

Det fremgår også som et indirekte argument, at i et samfund med flere og flere ældre, der opfattes som »nydere« mere end »ydere«, er der brug for økonomiske prioriteringer. Lars Løkke Rasmussen lancerede i sin statsministertid begrebet »ældre-tsunamien«, der tegnede et billede af et samfund, der blev »oversvømmet« med ældre. For os, der tilhører den store efterkrigsgeneration, kan det føles respektløst og krænkende. 

Sprog påvirker bevidstheden, og når sproget glider, glider også bevidstheden hos en selv og andre. Brugt strategisk er det demagogi. 

Lægeforeningen udtaler, at aktiv dødshjælp er etisk uacceptabelt og understreger, at mennesker har ret til et værdigt liv – ikke mindst ved livets afslutning. Foreningen tager skarpt afstand fra, at regeringen kobler aktiv dødshjælp sammen med en værdig død. En værdig død indebærer efter Lægeforeningens opfattelse palliation, dvs. optimal lindring og støtte til den syge og dennes pårørende, og her halter det danske sundhedssystem bagefter. Rigsrevisionen påtalte i 2019, at alt for mange mennesker venter for længe på specialiseret lindrende behandling og omsorg. Dette er ikke blevet bedre siden 2019. 

 

 

Filmen Plan 75

Den japanske film »Plan 75« af instruktøren Chie Hayakawa sætter spot på hele dette spørgsmål. Filmen blev vist på Cannes Filmfestivalen i 2022 og vakte fortjent stor opmærksomhed. 

Japan er et samfund med mange ældre og med unge i mistrivsel. Familiesammenholdet er svigtende. Selvmordsraten er høj, ikke mindst blandt unge. Fødselsraten er lav, og socialforsorg er mangelfuld. Gamle indgroede æresbegreber lever i bedste velgående. Det er skamfuldt ikke at kunne klare sig selv.

Filmen foregår i en nær fremtid og følger den 78-årige kvinde Michi, der arbejder på et hotel med rengøring. Hun er alene, har nogle gode veninder, som hun indimellem spiser sammen med, og dyrker karaoke med. Hun virker tilfreds med sit liv. Hun har ingen kontakt med sin familie – vist nok en søn og et barnebarn. En dag bliver hun fyret pga. alder, og da det hus, hun bor i, skal rives ned, mister hun også sin lejlighed. Dermed starter hendes deroute. Hun gør, hvad hun kan for at finde arbejde, men afvises pga. alder. 

I kanten af beskrivelsen af hendes liv følger vi et kontor med ansatte med pc’er og ældre mennesker i venteværelset. Der er plakater og brochurer for krydstogter, spaophold etc. Overskriften er Plan 75. Plakaterne minder om annoncer for medicin, der kan lindre smerter og sygdom. En ung mand, Hiromu, serverer suppe til hjemløse i et suppekøkken uden for bygningen og får dem med inden for til en samtale. 

Det viser sig, at Plan 75 er en regeringsvedtaget plan for aktiv dødshjælp til alle over 75. Med fuldt og oplyst samtykke selvfølgelig! Udførelsen er udliciteret til et privat firma. Hiromu er ansat til at rekruttere »kunder«. Han skildres sympatisk og tror helt tydeligt på projektet, der skal lindre lidelse for syge, hjemløse og ensomme. Lokkemaden er et pænt beløb på ca. 7.000 kr. til hjælp til at få en stor oplevelse før døden. F.eks. kan man komme på krydstogt eller spaophold. Man kan også bruge pengene til andre formål, som man ønsker, måske give dem til sin familie. Der loves omsorgssamtaler i perioden, fra man har skrevet under på »dødskontrakten«, til døden indtræder. Man kan også selv vælge tid og sted for sin død – hjemme eller på et »dødshospital«. Og der er sørget for begravelsen. 

Manipulationen er klar, man gør alt for at få »kunden« til at fastholde beslutningen. I overtalelsesperioden anvendes begreber som ære og skam. Japan er jo landet, hvor harakiri kunne være svaret på mistet værdighed. Det er væsentligt ikke at fremstå egoistisk ved at ville leve og derved ligge samfund og en eventuel familie til byrde. 

Filmen er på samme tid minimalistisk og dyb. Scenografien enkel og mange steder klinisk renset for æstetik, selv om billederne har en æstetisk kvalitet. Filmen foregår overvejende i lukkede rum og formidler en følelse af klaustrofobi, med få kig til bjerge i baggrunden.

Der er tre hovedpersoner, Michi, Hiromu og Maria, som er en kristen filippinsk kvinde, der har brug for at kunne sende penge hjem, så hendes 5-årige datter kan blive opereret for en hjertelidelse. Hun rekrutteres til det meget velbetalte arbejde på »dødshospitalet« og får dermed råd til at betale for datterens operation. Gennem hendes historie følger man forråelsen af de medarbejdere, der sorterer de afdødes efterladenskaber og stjæler, hvad der måtte være at stjæle, ellers skal det jo smides væk. Maria er i starten imod at deltage heri, men glider så lige så stille ind i den rutine, de andre har. Også scener fra den ultimative ensomhed på »dødshospitalet« skildres. Her er der ingen menneskelig kontakt og omsorg, kun effektivitet.

Som vigtige bipersoner optræder en onkel til Hiromu, der kommer til at personificere mennesket og relationen. Endvidere får Michi en kvindelig samtalepartner, der i afmålte tidsrum på 15 minutter giver Michi plads til at fortælle om sit liv. Der opstår en (forbudt) tilknytning. Michi inviterer hende på bar. Senere tager de på bowling og livet viser sin styrke. 

Slutningen skal ikke afsløres her. Filmen er rystende seværdig. Den udgør et indlæg i den stående debat om aktiv dødshjælp og viser i et spejl, hvordan det kan blive i en ikke alt for fjern fremtid, hvis ikke vi fastholder et vedvarende fokus på humanisme, etik og et samfund, hvor man forpligter sig på og derfor tager sig af hinanden.

Tematiseringer

I den berømte bog »Ondskabens banalitet« af Hannah Arendt diskuterer hun med udgangspunkt i Eichmannprocessen menneskets personlige ansvar. Hendes væsentligste pointe er, at det personlige ansvar aldrig bør tilsidesættes af statsautoriserede ordrer, endsige bureaukratiseret ondskab. Dette er et kendetegn for et civiliseret samfund og en del af et humanistisk menneskesyn. 

Filmen rejser netop dette spørgsmål. Begrebet informeret samtykke som udtryk for en »fri« vilje, hvor mennesker selv kan vælge, er også til debat. Hvor fri er den frie vilje egentlig, hvis der ligger et (u)udtalt og udtalt pres på mennesker om ikke at være til besvær? Ole Hartling har i en kronik i Ugeskrift for Læger i 2016 skrevet, at ingen beslutninger træffes i et tomrum. Frivillighed kan let blive til skjult tvang, som også filmen viser. Værdighedsbegrebet er ikke klart defineret – ej heller i den danske debat – og med Hartlings ord kan »værdighed« let komme til at blive forstået som »færdighed«. Filmen viser et samfund, hvor det at stå uden for fællesskabet, det ikke at høre til betyder, at man både kan og skal undværes for ikke at ligge andre til last. 

Fra primitive samfund kendes til, at de, der ikke længere kan bidrage til at skaffe eller forarbejde føden selv forsvinder – måske hjulpet på vej – når det ikke er muligt at brødføde alle. Kællingekløften i Ilulissat i Grønland er et godt eksempel. Her gik de gamle »kællinger« selv ud (måske hjulpet) og styrtede sig i havet. Mændene gik til fjelds eller forsvandt på havet. Her var det en del af en uudtalt samfundskontrakt, og indtil døden var man en del af fællesskabet.

Et overblik

I de mange følelser kan det være svært at bevare et overblik og se på såvel de juridiske som de etiske konsekvenser ved at legalisere aktiv dødshjælp.

Det Etiske Råd udgav i 2013 en rapport om aktiv dødshjælp, hvor et klart flertal af medlemmer var imod. 

I sommeren 2023 – efter Mette Frederiksens invitation til at debattere emnet igen – hilste rådet invitationen velkommen og sagde bl.a. »Aktiv dødshjælp er et komplekst emne, som kalder på forskellige værdier, følelser og personlige erfaringer. Debatten handler ikke kun om, at aktiv dødshjælp kan være den mest barmhjertige løsning for et uhelbredeligt sygt menneske. Den handler også om de mulige konsekvenser ved at legalisere aktiv dødshjælp. Hvad vil en legalisering fx betyde for vores samfund og for vores opfattelser af et værdigt liv?«.

Den 4.10.2023 afgav Det Etiske Råd en rapport til sundhedsministeren. Rådet bragte her et tiltrængt klarsyn ind i debatten. Rapporten er grundig og inddrager erfaringer fra andre lande, der i kortere eller længere tid har anvendt forskellige modeller for »legaliseret dødshjælp«. Der skelnes mellem de værdibaserede argumenter og de faktabaserede.

Der redegøres for kompleksiteten, som indebærer, at man ikke bare kan sige for eller imod aktiv dødshjælp, men må undersøge, hvad det er og indebærer, hvordan det kan foregå, hvilke modeller man finder rundt omkring i verden, og hvad der er fordele og ulemper ved de forskellige modeller. 

Ud over de etiske argumenter for og imod, som går igen i debatten, har Rådet beskrevet praktiske erfaringer fra to helt forskellige modeller fra hhv. Holland og Oregon. 

Holland har haft legaliseret dødshjælp siden 2002. Her omfatter hjælpen såvel assisteret selvmord som eutanasi. Modellen er åben, så foruden terminalt syge kan alle med »ubærlig lidelse« – og det omfatter såvel somatisk som psykisk syge og mindreårige – anmode om dødshjælp. Der kan ligeledes afgives forhåndstilsagn, hvis man skulle have mistet fornuftens fulde brug og ikke være i stand til at formulere sig. I Oregon-modellen kan dødshjælp kun gives som assisteret selvmord til mennesker i terminal fase. Denne model er således meget mere snæver.

Det Etiske Råd finder, at ingen af modellerne er tilstrækkeligt klare i deres afgrænsninger, retfærdige i deres begrundelser eller med tilstrækkelige kontrolmekanismer til, at den ene eller den anden kan anbefales. 

Seksten ud af rådets 17 medlemmer udtaler, at de ikke kan anbefale, at man legaliserer aktiv dødshjælp i Danmark, da det i princippet »findes umuligt at etablere en forsvarlig regulering«. De påpeger, at »dødshjælp risikerer at medføre uacceptable ændringer af grundlæggende normer for samfund, sundhedsvæsen og menneskesyn. Selve eksistensen af et tilbud om dødshjælp vil afgørende forandre vores forestillinger om alderdom, dødens komme, livskvalitet, og hvad det vil sige at tage hensyn til andre. Hvis først dødshjælp bliver en mulighed, så er der for stor risiko for, at det bliver til en forventning rettet mod særlige grupper i samfundet«. Derfor finder de, at »et undtagelsesløst forbud er det eneste, der vil kunne beskytte livet hos og agtelsen for de mennesker, der er mest sårbare i samfundet«. 

I rapporten slås til lyd for, at alternativet er at udvide den palliative indsats. Det indebærer bl.a., at man skal blive bedre til ikke at overbehandle og til at tale med den døende patient om de nødvendige beslutninger ved livets afslutning. Dette bør opprioriteres, så man kan skabe anstændige rammer for en værdig død. Det udtales også, at Det Etiske Råds medlemmer finder, at dødshjælp står i et modsætningsforhold til palliativ indsats, og at det vil risikere at flytte fokus.

Det 17. medlem finder, at det i princippet kan være muligt at etablere en forsvarlig regulering og anbefaler, at man iværksætter en grundig udredning for at undersøge behov og etablering af en forsvarlig ordning, der tager hensyn til såvel selvbestemmelsesretten som grundlæggende samfundsværdier.

Det Etiske Råds formand understreger at de enkelte medlemmer stemmer efter deres personlige overbevisning, således at det ikke er rådet, men medlemmerne der udtaler sig. Det synes at være en model der også er lagt op til i Folketinget, hvor det ikke er partitilhørsforholdet der afgør hvad man skal stemme på. 

Kræftens Bekæmpelse udtaler på hjemmesiden, at emnet er yderst komplekst, men afventer stillingtagen til Det Etiske Råd har udtalt sig. Derimod er Kræftens Bekæmpelse meget klar på, at den palliative indsats skal styrkes, så der kan ydes en lindrende og støttende behandling til patienter og pårørende i forbindelse med alvorlig livstruende sygdom, så døden kan blive så god og værdig som muligt. 

Som oplæg til en bred debat har regeringen nedsat et udvalg om »Værdig død«. Det skal udgive et refleksionspapir som oplæg til en bred debat blandt alle borgere. En principielt god idé, som sammenholdt med Det Etiske Råds rapport kan kvalificere diskussionen. 

Det er dog væsentligt at bemærke, hvordan sprogbrug kan påvirke. Fra Det Etiske Råds rapport skal refereres, at da man i staten Oregon diskuterede aktiv dødshjælp, steg tilslutningen markant, da man brugte udtrykket »værdig død« i stedet for eutanasi eller assisteret selvmord. 

Det er således vigtigt at følge sprogbrugen i den debat, der foregår. Aktiv dødshjælp er konkret. Værdig død er langt mere diffust og individuelt. Man kan frygte, at der gøres anstrengelser for at opnå bedst mulig opbakning til et forslag om aktiv dødshjælp, som synes ret populært for tiden som led i en autonomi og rettighedsdiskurs. 

Etiske og juridiske retningslinjer 

Men hvad findes der i forvejen om dette svære emne? Og hvad er egentlig tilladt?

Lægeforeningen skelner mellem passiv og aktiv dødshjælp, og på foreningens hjemmeside gives udtryk for en klar holdning. 

Læger er underlagt lægeloven og står til ansvar efter denne. Det er lægens pligt at foretage en totalvurdering af patientens tilstand og udsigter samt foreliggende behandlingsmuligheder. Lægeforeningen anfører. at »Dansk ret anerkender, at et fagligt skøn vedrørende ydelse af den optimale behandling af en terminalt syg patient kan føre til situationer, hvor smertelindring må anses for vigtigere end hensynet til en kortere livsforlængelse«. 

At undlade at påbegynde livsforlængende behandling og at standse livsforlængende behandling er tilladt og kan forstås som passiv dødshjælp. Ligeledes er det tilladt at »give smertestillende eller beroligende midler i det omfang patienten har brug for det, også selv om den behøvede dosis kan have den bivirkning, at patientens liv forkortes«, og videre er det tilladt at yde palliativ sedering, således at bevidsthedsniveauet reduceres med henblik på at lindre svær lidelse. Lægeforeningen slår således fast, at der i dag er mange muligheder for at yde palliation, så man opnår en værdig død, og at den palliative indsats bør være en opprioriteret ret. 

Pointen er bl.a., at lægen står personligt til ansvar for sundhedsloven og kan anklages og dømmes efter denne. Lægen kan ikke fravige det personlige ansvar.

Også juraen har i den gældende straffelov en stillingtagen til dette svære spørgsmål. Straffelovens udgangspunkt er, at man ikke må tage liv, og straffelovens § 237 om forsætligt drab, der er er en af de strengeste bestemmelser i loven, bestemmer, at den, der dræber en anden, straffes med fængsel fra 5 år indtil på livstid. 

Aktiv dødshjælp er også strafbart, hvilket fremgår af straffelovens § 239 og § 240, der omhandler henholdsvis drab efter begæring og hjælp til selvmord. Disse to bestemmelser har en strafferamme på op til 3 år. Der er altså tale om en betydeligt mildere vurdering end drab efter § 237, men strafferammen viser dog, at aktiv dødshjælp, som bestemmelserne omfatter, anses som en kriminel handling. Drab på begæring skal være ”utvetydig. Det vil sige, at den der ønsker at blive dræbt, skal være meget eksplicit i sin anmodning, og ønsket om at blive slået ihjel skal kunne dokumenteres. Det er ikke nok at man udtaler et ønske om at dø. Den, der anmoder om at blive dræbt, skal være tilregnelig og tilstrækkeligt gammel til at forstå det fulde indhold af anmodningen, men den der udfører handlingen er skyldig. Domstolene har dog mulighed for at gøre en eventuel straf betinget, og derved tage hensyn til de omstændigheder der har udløst drabet. 

Ved assisteret selvmord som beskrives i §40 er der tale om medvirken til selvmord på begæring, men den der ønsker at dø foretager selv handlingen, eksempelvis indtager selv den tablet der er lagt frem og som kan fremkalde døden. Også dette er forbundet med straf – men også her har domstolene mulighed for at gøre straffen betinget.

Det er således en grundlæggende værdi, at man ikke må tage liv. Og bestemmelserne bygger netop på princippet om livets ukrænkelighed. Ved en legalisering af aktiv dødshjælp, således som det i forskellige modeller fungerer i andre lande, forlader man dette princip, hvilket må betragtes som et etisk såvel som et juridisk skred. 

Erfaringer fra andre lande

Ifølge Det Etiske Råds rapport er aktiv dødshjælp under en eller anden form tilladt i ti lande samt en række amerikanske delstater. I to af landene samt de amerikanske delstater tillades det kun for mennesker, der med al sandsynlighed vil dø inden for seks mdr., og som derfor anses for terminale. I otte lande gælder det endvidere for mennesker med kronisk invaliderende fysiske tilstande, der giver »uudholdelige smerter« og gør et »værdigt liv« umuligt. I seks af disse omfatter det også mennesker med langvarig, kronisk psykisk sygdom. Og flere steder også mindreårige. 

Udviklingen i antallet af personer, der dør vha. aktiv dødshjælp, er vist i rapporten fra Det Etiske Råd fra hhv. Oregon og Holland. I Oregon er antallet af personer, der dør ved assisteret selvmord steget fra 16 ved lovens indførelse i 1998 til 278 i 2022. I Holland, der har den betydelig videre indikation, er der ligeledes sket en markant stigning, således at ca. 5% af alle dødsfald i 2022 var ved aktiv dødshjælp. Tallet er mangedoblet siden lovens ikrafttrædelse. 

I en kronik af Erik Bjergager i Kristeligt dagblad fra 20.9.2023 med overskriften: »Retten til at dø bliver til pligten til at dø« (præcis som det skildres i Plan 75), refereres den hollandske læge og professor i sundhedsetik Theo Boer for at advare mod at eftergøre de hollandske erfaringer. I starten drejede aktiv dødshjælp sig kun om terminalt syge, og det var han en varm fortaler for. Men da retten til at bestemme over sin død var blevet knæsat, udvidedes det som nævnt også til kronisk syge, til psykisk syge og til børn. Det begrundes i principper om lighed og retfærdighed, og selvbestemmelsen, der står over alt andet, som er særlig form for humanisme. For Theo Boer er det lige præcist udtryk for en etisk glidebane. I kronikken stilles spørgsmålet, om aktiv dødshjælp er en hjælp til at undgå en smertefuld død eller til at komme af med et smertefuldt liv. Dvs. at det kan blive den sociale og familiære livssituation, der frembringer ønsket om død. Så man kan sætte spørgsmålstegn ved den frie vilje, når de trætte pårørende skal udfries. Præcis dette illustreres i Plan 75. Her er det den sociale og familiære livssituation, der afgør ønsket om den »frivillige« død, når der ikke synes andre udveje, og statens ansvar for at hjælpe den enkelte med sundhed og socialforsorg glipper. 

Ingen tvivl om, at der sker et etisk skred, når man indfører aktiv dødshjælp, hvor ikke blot livet er en ret, men døden også er det. Erfaringer fra andre lande viser netop dette fra terminalt syge til kronisk syge til psykisk syge, til børn. Og i Filmen Plan 75 er projektet så stor en succes, at parlamentet vedtager en Plan 65. Fiktion måske, men tankevækkende. 

 

Et værdigt liv – en værdig død 

Man kan sommetider overveje, hvorfor debatten blusser op med en sådan styrke lige nu, og det er svært ikke at kæde den sammen med debatten om, at velfærdssamfundet er under pres. Der tales om manglende ressourcer, såvel økonomiske som personalemæssige og en stigende ulighed. Ikke mindst det sidste er for denne forfatter en meget vigtig overvejelse. Er der et stille skred i det danske samfunds opfattelse af et værdigt liv og den »belastning« mennesker med særlige behov udgør for samfundet? Når Nicolai Wammen i sin introduktion af finansloven siger, at kommunernes øgede udgifter skyldes de mange sociale forpligtelser, de er pålagt, afspejler det givetvis diskussioner, der føres i regeringen. Kommunernes budgetter er for små til opgaverne – er der »råd« til velfærd? Skal man selv betale, hvor meget skal familien involveres og yde? Det, der før var rettigheder, bliver til byrder. Med andre ord er det politiske prioriteringer, der er på spil under dække af et rettighedsbegreb. Som forfatter og medstifter af »Ikke død endnu«, Ditte Guldbrandsen, spørger i et debatindlæg i Politiken den 27.9.2023: Ligger der bag argumenter for aktiv dødshjælp også et spørgsmål om handicappolitik, og om palliativ indsats som økonomisk omkostningstunge områder?

Ingen tvivl om, at prioriteringer er nødvendige, som også Robusthedskommissionen har beskrevet. Den debat – som er svær – er vigtig. Og den bør tages med åbne øjne, men den kræver politisk mod. 

Måske skulle man som parallel til udvalget om »En værdig død« nedsætte et udvalg, der diskuterer, hvad der er et »Et værdigt liv«, og lade dette være udgangspunktet for en prioriteringsdiskussion.

Alternativet til »Plan 75« skildres i Anne Wivels dokumentarfilm »Lige før døden – er der så meget liv« fra 2023, anmeldt af professor i palliation Mogens Grønvold i sidste nummer af Bibliotek for Læger. Den skildrer en palliativ afdeling, hvor de svære beslutninger baseres på etiske diskussioner og ikke med henvisning til en lovtekst. Den giver et nuanceret billede af, hvad liv er, og hvad en god palliativ indsats kan betyde og rumme af lindring og ikke mindst menneskelig omsorg. 

Som god kunst berører og bevæger filmen »Plan 75«. Den udvider forståelsen af, hvad aktiv dødshjælp kan føre til i et politisk system, der agerer med tanke på økonomi og uden en basal medmenneskelighed. Den stiller indirekte en række spørgsmål, som spejler dilemmaer, der også indgår i den danske debat. Men filmens afsluttende pointe er, at medmenneskelighed ikke uden videre lader sig udrydde.